Annonce

Sådan bliver du motiveret til rygestop

Af Torsten Sonne cand.psych., specialist i psykoterapi

Det er vigtigt at have defineret nogle klare grunde til, at man holder op med at ryge. Derved bliver det nemmere at holde fast i rygestoppet, når abstinenserne melder sig. Der er en fantastisk gevinst i at blive røgfri - følelsen af succes venter.

Beslutningen om at holde op med at ryge er ofte resultatet af et personligt regnskab over fordele og ulemper ved rygning. Det er forskelligt fra ryger til ryger, hvad dette regnskab indeholder: Nogle tænker på økonomien, hensynet til deres børn, den personlige sejr ved at blive uafhængig, og at det ville være sejt at vise sine omgivelser, at man kan kvitte. Men helbredet er stadig den væsentligste motivation til et rygestop. Det er vigtigt for motivationen, at man tror på sagen, og det kan gøre det nemmere ved hjælp af forberedelse.

Tjek på rygevanerne

Forberedelsen til rygestoppet begynder med, at rygeren danner sig et helt klart billede af, hvor, hvorfor og hvor meget han ryger. At kende sit mønster er i sig selv stimulerende for spørgsmålet, om det nu også behøver at være sådan. For nogen kan det være chokerende at se, hvor få cigaretter man egentlig virkelig sætter pris på. Start med at lave et skema og skriv i mindst to dage tidspunkt, situation, stemning/ følelse hver gang du ryger. Tag skemaet med dig, eventuelt foldet sammen i pakken - så er det lige ved hånden.

Kend dine grunde for og imod

Man kan skrive alle de fordele op, som man kan komme på, ved et rygestop på den ene side af et papir, og fordelene ved at blive ved med at ryge på den anden side. Det kan hjælpe at inddrage venner og familie i at lave listen. Man kan så stille fordele og ulemper overfor hinanden to og to, og spørge sig selv, hvad der er vigtigst her og nu. Og hvad der er vigtigst, hvis man tænker ud i fremtiden.

Hvad gør det lettere?

Motivationen kan også øges af at føle sig "klædt på" til at klare kriserne. Udtænk mindst 10 ting, der kan aflede, når rygetrangen melder sig. Man kan også spørge sig selv, hvilke egenskaber man har, der kan hjælpe, når man bestemmer sig til at holde op. Nogle finder styrke ved at tænke på erfaringer fra andre områder af livet, hvor de har kunnet gennemføre en ændring. Har man f.eks. nogen sinde prøvet at opnå noget ved stædighed?

Undersøg om du kan få støtte fra andre

Motivationen øges tit af at holde op sammen med andre eller ved at få andres støtte. Mange allierer sig med familie, venner eller kollegaer. Helst med én, som er indstillet på at bruge tid, lytte og hjælpe med at holde fast. Det kan også være en stor fordel at få professionel hjælp, meget gerne med faste aftaler om opfølgning. Der er i dag adskillige tilbud rundt om i landet i form af rygeafvænningskurser, og mange apoteker tilbyder hjælp. Man kan også aftale med sin praktiserende læge, at der skal følges op på et planlagt rygestop. Desuden kan alle kan ringe og få gratis telefonrådgivning på STOP-Liniens rådgivning, hverdage 13-16 og søndage 10-15 tlf.: 80 31 31 31

Se en ende på det

Hjælp motivationen på vej. Prøv for eksempel at forestille dig, at du vågner en morgen helt uden rygetrang - du er er ikke-ryger og er kommet igennem kampen, og du trives med at være røgfri. Hvad ville være anderledes? Hvad ville være godt? Er der eventuelt nogen bekymringer, du nu ville kunnet lægge bag dig? Tænk eventuelt et år frem i tiden og forestil dig, at du nu helt er fri for afhængigheden - du nyder at klare dig uden røgen.

Tidsbegrænset trang

Det er individuelt, hvordan man reagerer under et rygestop - og hvor lang tid det tager, før man har det godt med røgfriheden. Generelt vender billedet dog for langt de fleste efter tre til fire uger, forstået således, at abstinenserne aftager i styrke, og tankerne kredser i mindre grad om rygning. Der vil stadig være kriser, men der vil også være længere og længere perioder imellem. Måske allerede hele dage.

Fokus på fordelene

Tænk på de positive ændringer, som sker med kroppen, altså det, man får ved rygestoppet, og ikke på det, man mister - tobakken. Fokusér på røgfriheden, som noget du har valgt, og noget der er attraktivt og rigeligt opvejer en afgrænset periode med ubehag. Hold fast i de planer som er lagt for at klare rygestoppet. Og tænk på hvad det er, som skal gøres, når trangen melder sig. Efter rygestoppet er det almindeligt at opleve et øget selvværd, fordi man har fået kontrol over et område af livet, som før var styret af afhængighed. Det er en personlig sejr selv at kunnet bestemme.

Sidst opdateret: 02.07.2019