Af Martin Døssing speciallæge i lungemedicin
Stadig flere danskere får at vide, at de har fået
sygdommen KOL, tidligere benævnt rygerlunger. Og hvert år dør tusinder af den
ubehaglige sydom. Rygestop er den bedste forebyggelse mod KOL, derved stoppes
lungernes forfald. De seneste 10 år har bragt nye lægemidler til KOL, men
rygestop er stadig det eneste som kan stoppe det hurtige fald i
lungefunktionen.
Hvert år dør cirka 3.500 mennesker af
KOL herhjemme.
Det er 10 dødsfald om dagen - fire gange så mange, som dør i trafikken.
En stor dansk undersøgelse fra 2007 viser, at cirka 430.000 danskere lider af KOL, og sygdommen er i stigning.
KOL er blandt de fire mest ressourcekrævende kroniske sygdomme i Danmark.
Tobak er synderenÅrsagen til sygdommen er i 9 ud af 10 tilfælde tobaksrygning. I de resterende tilfælde kan KOL skyldes en astma, hvor medicinen ikke længere hjælper og i sjældne tilfælde kemiske stoffer, røg og støv i arbejdsmiljøet. Det er dog yderst sjældent at se dette hos personer, som aldrig har røget tobak. Til gengæld ses sygdommen særlig hyppigt hos personer, som både udsættes for lungeskadende stoffer i arbejdsmiljøet, for eksempel svejserøg, og som også er rygere.Risikoen for at få KOL er større jo flere cigaretter, der ryges, og jo tidligere i livet, man begynder. Hos nogle få er sygdommen arveligt betinget, idet personerne mangler et overfladeaktivt stof i lungerne kaldet alpha1-antitrypsin. Det er et protein, som i nogen grad beskytter den normale lunge mod den ødelæggelse, som tobaksrøgen medfører.Kun et fåtal af ikke-rygere får sygdommen, mens mindst 80 procent af rygerne, som har alpha1-antitrypsinmangel, vil udvikle sygdommen.
Flere får sygdommenKOL er en kronisk lungesygdom, som optræder hos cirka 30-40 procent af rygerne. KOL er en samlebetegnelse for en gruppe sygdomme med en vedvarende obstruktion (delvis blokering) af luftpassagen. Sygdommen er ofte ledsaget af emfysem, som betyder for store lunger. Hos nogle dominerer den kroniske hoste med slim, og hvis man hoster med slim i mindst tre måneder om året i mindst to år, betegnes det som kronisk bronkitis. Ikke alle med kronisk bronkitis har nedsat lungefunktion eller emfysem. Man regner med, at dobbelt så mange vil få sygdommen fra 2000 til 2020. Derved kan sygdommen blive et endnu større problem for det danske sundhedsvæsen, end den allerede er.
KOL versus astmaDet kan være svært at skelne mellem KOL og astma. Da begge sygdomme er hyppige, er der en del patienter som både har KOL og astma. Behandlingen vil afhænge af hvilken af sygdommene, som giver flest gener og symptomer.
KOL giver åndenødKOL skyldes en betændelsesreaktion i luftvejene. De fine små fimrehår, som bringer slimet op fra lungerne erstattes af slimproducerende celler. KOL-patienten er derfor ofte plaget af daglig hoste med slim. Samtidig hæver de irriterede slimhinder op, og det medfører dels en forsnævring af luftvejene, som viser sig ved øget luftvejsmodstand, der giver åndenød eller en fornemmelse af ikke at kunne få luft nok. Også selve transporten af den livsnødvendige ilt over i blodet i lungerne er hæmmet, fordi der sker et tab af de små fine lungesække længst ude i lungerne og tab af det elastiske væv i lungerne. Herved bliver lungerne mere hule og slappe – det der betegnes som emfysem. Hvis man forestiller sig, at man kan brede alle de små lungesække ud til en flade, fylder en normal lunge en tennisbane, mens en emfysemlunge kun fylder et bordtennisbord. Emfysemet viser sig ved, at patienterne bliver mere og mere forpustede. I starten kun ved anstrengelse, men til sidst også i hvile.
KOL kommer snigendeDa sygdommen kommer snigende, vænner mange KOL-patienter sig til, at de ikke kan så meget - de undgår trapper, undgår at skulle løbe og opdager derfor ofte først sygdommen, når de allerede har tabt cirka halvdelen af deres lungefunktion.Den tiltagende åndenød ved anstrengelse fører til nedsat fysisk aktivitet, som så igen medfører faldende kondition, yderligere forpustelse, yderligere nedsat aktivitet og så videre. Den onde cirkel begynder og ender med svær åndenød i hvile, kvælningsfornemmelse, angst og social isolation. Når KOL-patienten første gang indlægges på sygehus med en akut forværring, er lungefunktionen ofte nede på langt under det halve af normalen. På dette stadium af sygdommen er der tale om en alvorlig sygdom, hvoraf cirka 30-40 procent dør det første år efter indlæggelsen. KOL i dette stadium er alvorligere end de fleste kræftsygdomme. En undersøgelse har vist at patienter med alvorlig grad af KOL vurderer deres livskvalitet som dårligere end lungekræftpatienters.
Smid cigarettenHvis man er ryger, gælder det om at stoppe. Et rygestop bremser nemlig det øgede tab i lungefunktion, som karakteriserer sygdommen. Derved genvindes kun en lille del af lungefunktionen, men det øgede tab i lungefunktion bremses, og KOL-patienten taber fremover kun lungefunktion i det tempo, som alle andre mennesker gør. Men hvis KOL-patienten først stopper med at ryge, når en stor del af lungefunktionen allerede er tabt, så bliver det ikke meget bedre.
Motion og helbredstjekHvis du er storryger og er over 35 år gammel, gælder det om at få målt din lungefunktion, så du kan nå at holde op på et tidspunkt, hvor du endnu har noget lungefunktion tilbage at redde. Ligesom det er godt at kende sit blodtryk er det også godt at kende sin lungefunktion. Det vigtigste råd til KOL-patienten er: Hold op med at ryge! Hvis KOL-patienten gerne vil holde op, er det vigtigt at tilbyde professionelle assistance til at hjælpe med rygestoppet.Dernæst: Hold kroppen i gang. Om vinteren med kolde og klamme måneder kan det provokere forværringer i sygdommen at opholde sig for meget udenfor. Derfor er det en god idé at anskaffe en motionscykel, så man undgår luftvejsinfektioner. KOL-patienter som er hundeejere har en bedre livskvalitet og er mere fysisk aktive end de, som ikke har hund
Andre gode råd:
MedicininstruktionerEr du i tvivl om, hvordan du bruger behandlings-apparaterne? På Medicininstruktioner.dk viser vi dig, hvordan du bruger de apparater, der findes til behandling af KOL. Vi viser dig også, hvordan du klargør apparaterne, samt hvordan du rengør dem efter brug.Danmarks Lungeforening kan hjælpe dig med materiale om sygdommen, foredrag og andre foranstaltninger som arrangeres for landets store gruppe af KOL-patienter.
Læs mere om KOL
|