
Skrevet den 26-10-2010 af Lollikerik
Jeg har tænkt en del på, hvad jeg skulle skrive om denne 26. oktober. Mit rygestop blev grundlagt for 3 år siden med en oplevelse, der gav mig motivation nok til at bære igennem. Det kan lyde banalt, for det var en næseblødning, der blev startskuddet. Da jeg vågnede den morgen, var der lidt dryppen fra tuden. Det forekom ikke så alvorligt til at begynde med, men med et blev det meget kraftigt. Blodet strømmede både ned i maven og ud over tøj og håndklæder. Jeg fik med møje og besvær kontaktet 112 og blev indlagt. Den følgende uge sprang det op 10 gange, og jeg mistede så meget blod, at jeg måtte have transfusioner. Jeg blev så bange for at dø, at jeg besluttede at lægge mit liv om på visse områder. Rygning var et af disse. Det er en lang og kedelig historie, som jeg senere har skrevet her på KVIT. Den har 7 afsnit, og for de, der har lyst indsætter jeg en sti til første afsnit. Den kopieres og indsættes i browserens tekstfelt. Derfra er det bare at blade frem en dag ad gangen, til kedsomheden overmander en. Sandt at sige, så er min historie ikke særlig dramatisk, men den er nok god at blive klog af alligevel. Den fortæller om en ud af mange måder at starte og fuldføre et rygestop, og det ender jo godt. Stadig røgfri. Et alkoholstop blev tilsat og holder. Et nyt liv med kæreste er det seneste krydderi, og hele vejen igennem har KVIT med dets brugere spillet en kolossal rolle. Tak for det. Og så en sti: http://www.kvit.dk/dk/stayquit/support/membersearch/viewdiary/index.jsp?diarystatementid=338297 Jeg håber, at nogen kan bruge min historie, om ikke andet som adspredelse Hyg derude Miau