Dagbogsindlæg
Motivation. 5 års jubilæum, en føljetonstart
Skrevet den 26-10-2012 af Lollikerik
Klokken ca. 4.30 om morgenen, fredag den 26. Oktober, 2007, begyndte det, der skulle ende med en helt anden Erik end ham der gik i seng aftenen før. Jeg vågnede, fordi jeg skulle på toilettet. Jeg mærkede en smule vand i næsen, så jeg snøftede og tørrede med en finger under næsen uden at tænke nærmere over det. Jeg tændte lyset og så så at fingeren var rød. Lidt næseblod har man jo set før, så jeg tog lidt køkkenrulle fortsatte uden de store overvejelser. Jeg fik forrettet min nødtørft, men da jeg rejste mig, var det som om, at der gik hul på noget. Det begyndte at bløde lidt mere, end jeg kunne klare ved at snøfte. Ja, det nærmest fossede ud som et vårbrud af en norsk elv og var helt umuligt at stoppe.
Med et håndklæde i skødet, et for næsen og blodet, der også løb bagud i halsen fik jeg ringet 112. Jeg kunne næsten ikke sige noget, men jeg fik da afleveret adressen og hørte en stemme sige: Vi sender en vogn. Det er de længste 20 minutter, jeg nogensinde har oplevet. De næste 20 minutter, nemlig køreturen til hospitalet, var nu heller ikke hurtige. Falckredderen spurgte og spurgte, som om jeg lige var i samtalehumør, mens blodet løb ned i halsen og ud af næsen. Jeg kastede op flere gange undervejs, og da han ville lægge en ispose på min næse, lykkedes det fjolset at sprænge posen, så isvand sprøjtede ud over mig. Jeg HAR haft enkelte bedre køreoplevelser end det!
På skadestuen lykkedes det endelig at stoppe blødningen. Selvfølgelig. Et eller andet bedøvende og karsammentrækkende middel klarede det. Derefter fik Jeg stoppet en ballon op i næsen. En der kunne pumpes op, så den blev en lille smule større, end kraniet gav plads til. Det gjorde m.a.o. ondt som pokker! Derefter blev jeg indlagt til observation. Jeg måtte ikke forlade sengen og skulle ligge med hovedet højt osv. osv.. Det var ikke behageligt. Lørdag eftermiddag fik jeg en ny ballon sat op og blev sendt hjem.
Så gik det fint 2½ døgn, men mens jeg sad og læste tirsdag formiddag, begyndte det at bløde igen. Jeg fik det stoppet, men med ca. 2 times mellemrum brød det op igen. Fjerde gang fik jeg en ven til at køre mig på skadestuen. De må have haft udsolgt, selv på gangene, for jeg fik bare en ny variant af et torturredskab stoppet op i næsen og blev sendt hjem igen. Min ven blev hos mig, for nu var jeg begyndt at blive lidt nervøs for at være alene. Onsdag overtog min Mor vagten. Hun kom fra Lolland lige i tide til at køre mig på hospitalet efter et nyt udbrud. Endnu et udbrud kom, mens jeg sad og ventede udenfor undersøgelseslokalet, så nu blev jeg indlagt. Jeg fik en blødning mere om torsdagen, men alligevel var der tale om at udskrive mig. Jeg havde ikke stor lyst til at tage hjem med tanken om at skulle ligge alene langt ude på landet. Vinteren nærmede sig, og hvad nu hvis jeg sneede inde? Jeg ville enormt gerne opereres, men det virkede som om at lægerne ikke kunne bestemme sig for den løsning. Lørdag morgen satte jeg tryk på. Jeg ventede til efter papirarbejdet inden jeg trykkede på HJÆLP. Hele toiletrummet blev oversprøjtet med blod, og det så virkelig dramatisk ud. DET virkede. 2 timer senere blev jeg opereret. Aldrig kan jeg mindes at have følt mig så lettet, som da jeg var kørt tilbage til stuen efter opvågningen, og jeg turde tro på, at nu var det slut med det pjat.
Det jeg stadig husker bedst fra den uge er angsten. Først angsten og den hjælpeløshed jeg følte ved det første anfald. Jeg troede, at det aldrig ville stoppe. Dernæst husker jeg frygten for at skulle hjem igen. Hjem til det lille uhyggeligt ensomme hus på landet. Frygten for at blødningen ville begynde igen, mens jeg var sneet inde 3 dage, som det var sket året før! Desuden havde jeg en tid, hvor jeg tænkte meget over bristede blodkar. Hvad nu hvis det næste gang er et kar et sted, hvor man ikke kan komme til? Der er rigtig meget fra den uge, som jeg ikke har lyst til at genopleve, og jeg vil gøre meget for at undgå det.
Tjah, det skulle vist kunne redegøre for min motivation?
MIAU
Kommentarer fra andre brugere
Det var en voldsom historie.Var det paa grund af rygningen? Og er du helt kureret nu.?
Anyway tillykke med de 5 aar.
Tidligere medlem
slettet
slettet1260
slettet
slettet4219
slettet
slettet1734