Dagbogsindlæg
Pas på trykket! del 4
Skrevet den 02-11-2008 af Lollikerik
I starten af juni så næsten alt lyst og godt ud. Jeg havde forligt mig med, at min fingeroperation var udskudt. Jeg havde helt styr på blodtrykket, (115/65. Hvilepuls 58.) Motionerede planmæssigt/regelmæssigt og holdt min tonnage på 76 kg. Jeg havde fået taget blodprøver for at tjekke at jeg ikke fejlernærede mig selv med min hårde slankekur, og alle værdier var flotte. Desuden havde jeg fået overstået mit 25-årsjubilæum som statsansat, hvor jeg havde fået gaver og søde ord, så mine kinder blussede som Rom i Neros tid. Oveni havde jeg været røgfri i næsten 2 måneder. Jo, LilleErik var faktisk ret glad for sig selv og skulle bare lige have den sidste sky på himlen til at blæse væk. Der var begyndt at komme nogle svimmelhedsanfald og nogle mærkelige fornemmelser i venstre arm. Jeg havde en mistanke til Champixen, så da jeg nu var så langt i rygestoppet, fik jeg en aftale med lægen den 12. Juni. Vi skulle snakke om, hvordan jeg nedtrappede medicinen. Men hun brød sig ikke rigtig om mine symptombeskrivelser, konsulterede sygehusets neurologer, og så fik jeg en tur med Falck. Jeg blev indlagt til observation for mulig blodprop eller flere kortvarige nedsættelser af iltforsyningen til kranieblæveret. Søg på TCI hvis I vil vide mere. I første omgang fik jeg taget en masse blodprøver, fik foretaget CT-scanning og EKGer. Der blev ikke fundet spor af noget alvorligt. Så var der røntgen og ultralydsundersøgelse af halskarrene. Så ventede vi et par dage på resultater. Halskarundersøgelserne indikerede en mulig forklaring. Jeg blev sendt til regionens eksperter i Gentofte, og godt nok var der forsnævringer, men ikke i operationskrævende grad. Jeg blev sendt hjem på 3 ugers rekreation med besked om, at hvis der kom grove anfald igen, skulle jeg ringe 112. Der gik en uge, hvor jeg havde en del mindre svimmelhedsanfald og var meget urolig. Jeg kunne godt mærke, at der var knækket et eller andet i psyken, så jeg nåede at få aftale med en psykolog, inden det store anfald kom. Denne gang med symptomer helt ud i venstre fod. 112 og til hospitalet igen. Der var stadig ikke noget objektivt at komme efter. Nu blev jeg skrevet op til EEG, MR-scanning, ultralydsundersøgelse af hjerte og jeg afleverede endnu ½ liter blod;-) Der blev teoretiseret meget, men der var ikke så meget at gøre, så jeg blev udskrevet igen. De forskellige undersøgelser blev klaret ambulant ret hurtigt, undtagen den for hjertet. Så begyndte ventetiden. Det var det værste. Jeg vidste nogenlunde, hvornår der skulle foreligge resultater, men det var mig næsten komplet umuligt at få nogen til at fortælle mig noget. Nogen måtte ikke, andre ville ikke. En henviste til, at de ville sende resultat til min egen læge. Det nyttede ikke, at jeg fortalte at min læge holdt ferie, og at jeg ikke havde lyst til at vente 14 dage mere på et resultat, som jeg vidste forelå. Jeg var blevet frarådet at køre bil til jeg havde resultat af MR-scanningen, og det er svært at klare en dagligdag uden bil, der hvor jeg bor. Havde jeg dog bare læst om patientrettigheder på det tidspunkt! I den periode tog næsten alle dem, som jeg havde brug for på en eller anden måde, på ferie. Jeg havde tudeture, raserianfald og var en stor omvandrende frustration. Jeg fik endelig resultatet af MR-scanning og EEG efter 2½ uge. Stadig ingen spor af noget akut truende. Så kom min læge hjem fra ferie, og først da begyndte jeg at få en fornemmelse af at jeg fik noget ordentlig information og vejledning. Og jeg måtte selv spille ud, for hun var lidt bange for, hvordan jeg ville tage det. Konklusionen var, at svimmelheden og de andre mærkværdigheder var psykosomatiske. Hendes forklaring var noget i retning af, at jeg havde budt min krop og mit hoved så meget fra næseblødningen og frem, at de havde slået sig sammen og sendt nogle advarselssignaler: Stop op og tag den med ro. Det gik de næste 3 måneder med. Jeg mangler at afrunde historien, men der er ikke plads nok i dag. Der mangler ikke ret meget. Tak for tålmodigheden
Kommentarer fra andre brugere
slettet
slettet11915
Ved du hvad !!!!!!!!!!!! Din historie burde ligge tilgængeligt hos samtlige læger og på samtlige apoteker i dette land.
Hvorfor??
1) fordi det er gysende spændende læsning om noget som i princippet kunne ramme os alle sammen.
2) fordi du er så skidegod til at formulere dig.
Mere knus herfra
Tidligere medlem
Ja, jeg venter også med spænding, selvom vi kender en del af slutningen, og den er jo som bekendt lykkelig og røgfri :-)
Tidligere medlem
slettet
slettet17130
4 historie med stof til eftertanke.
Godt skrevet du gamle.
Godt du har det lidt bedre nu.
Per
Tidligere medlem